onsdag den 3. december 2014



Vindinge å



Stille flyder åen gennem det falmende efterårslandskab...


Vindinge å, er Fyns næstlængste vandløb og har tilløb af en række mindre vandløb, bl.a. Ørbæk å, Kogsbølle bæk m.fl.  Åen udmunder i Holckenhavn fjord, der er et 163 ha stort fredet område med et uhyre artsrigt fugleliv. De øvre løb er i forbindelse med anlæggelse af motorveje og landbrugets øgede efterspørgsel på agerjord for længst reguleret og rettet ud - gudskelov slynger de nedre kilometer af åen sig stadig gennem landskabet som for 1000 år siden - områderne langs vandløbet henligger nemlig her som endeløse skove af tagrør, ufremkommelige og urentable at opdrive. Ud over den mangfoldige natur, er området af kulturhistorisk interesse. Flere kilder placerer nemlig Gammelborg, forgængeren for Nyborg slot og vikingetidens absolutte magtcentrum på et af moræneplateuerne, langs det nedre løb.

(Med mindre andet er angivet er alle billeder taget af bloggeren på lokationen)


Figur 1 - Kilde: Nyborg sportsfiskerforening.

"Min å"

Jeg er så heldig at bo direkte ned til Vindingeåens nedre stykke. Den del af åen jeg og min familie er så priviligeret selv at eje (præcist hvor den første røde markeringen ved kirken er indsat) har en meget varieret flora; der er et væld af buske, løvtræer og græsser. Faunaen er lige så mangfoldig - pattedyr, fugle, gnavere og insekter findes i utallige afskygninger... 

Fra rosildegård og til udløbet i Holckenhavn Fjord, ændres landskabet markant - det henligger i meget næringsrige enge og moser og konkurrencestærke arter som tagrør og og kærstar dominerer totalt. PH værdien i biotopen er så høj, at kvælstof og fosfor er meget lettilgængeligt for planterne og biomassen er enorm. Når områderne ikke græsses eller slås, overlever kun de allerbedst tilpassede arter. Til gengæld findes i rørskovene en imponerende artsrigdom, hvad angår dyr.

Venligst udlånt af Asger Sellerup

Gråænder, krikænder, grågæs, canadagæs og mange mange flere stand- og trækfugle gæster det store fredede fjordområde og finder ly i og omkring rørskovene. Det store antal fugle er en garant for en bæredygtig jagt i området og øverststående billede viser udbyttet fra et morgentræk ... det er venligst udlånt af min svoger. Vi jager derudover fasaner, bekkasiner og duer i rørskovene. Her findes også rigelige forekomster af råvildt, ræv, hare og til tider dåvildt. Næste billede viser fasanhøner og kokke på paraden efter en drivjagt. (Labradoren er ikke naturligt forekommende i biotopen ;-))


Jagt er en kulturhistorisk tradion der dyrkes stort set over hele landet og kan dateres helt tilbage til de tidligste kilder i historien. Dengang jagede man for at overleve, idag for sportens skyld og for at regulere og forvalte naturen bedst muligt. På billedet ses også hvordan børn er med på jagten når de får en vis alder. Det er en fantastisk måde at opholde sig i naturen sammen med børn og læringen er enorm. Hvordan ser dyr ud, hvor opholder de sig, hvad spiser de, hvordan føles de at røre ved og endeligt, hvordan smager de, er alle spørgsmål børn kan få besvaret når de er med på jagt.

Det er dog primært "mit" stykke å, denne blog skal beskæftige sig med. Her er artsdiversiteten meget højere hvad angår planter og stykket er langt mere tilgængeligt da her ingen rørskove er. 




Til gengæld lægger de gamle pile og asketræer sig med årene dovent ned over åen og får for det meste lov at blive liggende. Generer de ikke direkte gennemstrømningen fra vandløbet bliver de ikke fjernet. Med tiden går de i forrådnelse og danner grobund for tusinder af dyre og svampearter der kan finde skjul og føde i de gamle stød og stammer.





Langs åen vokser bl.a. nælde, brombær, ask, pil, åkande, skræpper og hvidtjørn. Meget får lov at vokse utæmmet og danner tætte krat til gavn for dyrelivet.

Brombærranke

Nælde

Her ses en ældgammel pil, der har været døende i mange år. Der er dog stadig lidt livskraft tilbage i den og den modstår endnu efterårsstormene. I dets ved ses huller og gange efter larver til træbukke, borebiller, splintvedbiller m.m.fl. De og en mængde orme og mikroorganismer  nedbryder træet og er med til at sørge for energiomsætningen i biotopen.




Billeder af nogle af de trælevende insekter
Alle 3 billeder er lånt fra nettet


Borebillen





Splintvedbillen







Træbukken


Man ser tydeligt insekternes gnav i det døde og døende ved.


En gammel pil

Insekterne spiller i det hele taget en stor rolle i denne biotop. Ud over at nedbryde og omsætte biomasse har de en anden vigtig rolle; nemlig at indgå i fødekæden! Her er insekterne ikke blot truet af luftens fugle og andre insekter, nej her er de også truet nedefra... Åen er tætbefolket af en myriade af fisk der så godt som alle er opportunister - når man er mange må man tage hvad der af føde og vi skal i den næste del af bloggen beskæftige os med hvilke fødekæder der er til stede ved den lille å.

Fiskeri


Her ses maveindholdet af en havørred fanget i åen. Som man kan se består det 3 pigget hundestejle, gammarus (eller tangloppe) og orm. Denne fisk er en ferskvandsfisk og maveindholdet afslører at den blot er på besøg i åen. Så store gammarus findes nemlig kun på kysten. Den er en såkaldt elevatorfisk der blot har været en tur oppe i åen for at søge føde. Egentligt er den en ikkekønsmoden fisk og dermed hjemmehørende i kystens salte vand. Bækørrederne derimod, forlader aldrig åens tryghed. De opholder sig typisk i åens dybe sving og kommer frem for at søge føde om natten, hvor de føler sig mere trygge. Åen rummer også regnbueørred. Den er dog en invasiv art og burde slet ikke være der. Utallige udslip fra både ferskvands og saltvandsdambrug har etableret en fast betsand af regnbueørreder i stort set alle danske vandløb - de er en fangstmæssig fornøjelse og smager glimrende men er dybest set en svøbe for naturen. De stresser de hjemlige bækørreder ved at lave uro i åerne, tager standpladser og frådser i gydebankernes for rogn, når bækørrederne har gydt færdig.


Fiskeri er en rekreativ fornøjelse som dyrkes i vid udstrækning i området. som et af de største vandløb på Fyn, er det et populært udflugtsmål for ørredfiskere. Der fanges da også hvert år havørreder op mod de 8 kilo.

Lystfiskerkoryfæer som Svend Saabye og Preben Torp "den tow'lig dyrlæg'" har fisket på stykkerne og dele af Svend Saabyes lystfiskerepos "En lystfiskers bekendelser" handler om netop Vindinge å's nedre stykker. Rusefiskeri og fiskeri med andre fangstredskaber har altid været dyrket langs åen og ud over den oplagte fangst nemlig ørreden, fanges mange ål - også i disse dage hvor ålen er decideret udrydningstruet. Flodkrebsene er også til stede, men oftest er det den invasive signalkrebs der går i tejnen.

Nedenfor ses et udpluk af de fisk, der er at finde i Vindinge å. Fra oven; Brasen, havørred, strømskalle, regnbueørred, ål, bækørred og aborre. Derudover findes bl.a. gedde og rimte. Nogle af disse arter er rovfisk, mens skalle og brasen er såkaldte fredsfisk. De jager ikke som udgangspunkt aktivt større fødeemner, men holder sig til smådyr og orme, navnligt på bunden. Brasenens mund er designet som en regulær støvsuger, hvormed den afsøger dyndet for små krebsdyr, insekter og andre fødeemner. Ørreder ål og aborre, derimod er deciderede rovdyr, der ikke kan opretholde deres energibalance på smådyr alene. De må supplere med større byttedyr såsom fisk.










 Fælles for begge typer fisk er dog, at de indtager betragtelige mængder insekter. Insekterne er den mest artsrige familie af dyr overhovedet på kloden, og også her i Danmark er udbuddet massivt. Langs åen ses i foråret og om sommeren store sværme af døgnfluer (herunder majfluer), vårfluer, slørvinger, myg og landlevende insekter (terrestrials) såsom græshopper, sommerfugle, biller m.m.m.fl. Om efteråret begrænser artsrigdommen sig betragteligt og det er svært at finde "modeller" derude i naturen. Her er dog et par repræsentanter: 2 typer vandnymfer, en grøn og en blå eller "båndet pragt vandnymfe. Derunder en vårflue (Trichoptera) sandsynligvis af arten Halesus





Det insekt jeg allerhelst ville præsentere var desværre ikke at finde derude, så jeg har lavet en skitse af dyret jeg synes er helt fantastisk, nemlig døgnfluen:


Den er ganske vist lidt gnidret, men jeg håber man kan fornemme konturene af fluen. De mægtige vinger rider på ryggen som et sejl og de 2 eller 3 haletråde vajer fra haleroden. Fluen på tegningen er en majflue eller "Ephemera Vulgata" og er vores største repræsentant for døgnfluerne. De bliver på til 25 - 30 mm i længden er og altså en ordentlig mundfuld for en sulten ørred. De består hovedsageligt at fedt og protein og er derfor værd at ofre energi på for ørreden. I perioder når klækningerne af disse fluer når deres højeste, bliver ørrederne selektive. Det vil sige at de forsager alt andet føde, for kun at frådse i én special slags insekter. Det kan være mageløst at iagttage hvordan hundredevis af store prægtige majfluer bliver suget ned at sultne fisk.

Insekter, orme og krebsdyr udgør grundlaget i åens fødekæde. Disse spises af fisk der så igen spises af lidt større fisk. I den øverste ende af fødekæden finder vi odderen, som vi ser spor af når der ligger sne. Den har et karakteristisk spor, idet den slæber halen efter sig og efterlader en "fure" mellem poterne. Fiskehejren gæster også ofte stykket og snupper sig en fisk. Gedden er ligeledes et toprovdyr og den har ingen naturlige fjender ud over andre gedder...

Insekterne danner også grundlag for det landbaserede liv. Der er et rigt fugleliv langs åen og både broget fluesnapper og hvid og rød vipstjert gør deres til at holde insektbestanden nede.

 Ind i  mellem ser man spurvehøgen komme blæsende lavt ind mellem træerne og snuppe en solsort eller mejse i farten



Desuden findes i biotopen halemejse som jeg her bringer et billede af nedefra. Fotoet kostede et hold i nakken da de sjældent sidder stille mere end 2 sekunder ad gangen. Billedet er dog med, fordi jeg synes det er sådan en charmerende fugl. Typisk er de slet ikke sky, nærmest lidt nysgerrige og tillidsfulde. 


Fasanerne kommer ofte forbi, gerne i større flokke bestående af 5 til 7 høner og en enkelt kok.
Områdets bestand af katte og ræve gør dog hvert år et betydeligt indhug i fasankyllingebestanden. Vi har personligt bevidnet denne sommer, hvordan 2 katte har taget samtlige 8 fasankyllinger fra en høne. Det er en succesrate på 100 procent og er ret tankevækkende... Økosystemer er skrøbelige og man skal passe på, hvad man lukker ud i naturen.


Større vildt som rådyr og ræv er daglige gæster i biotopen. Eller måske nærmere natlige. Råvildtet efterlad tydelig fod overalt hvor de bevæger sig og deres karakteristiske klovaftryk fremgår af følgende foto


Råvildtet har ingen naturlige fjender i den danske natur og bevæger sig ret tillidsfuldt rundt, også i nærliggende haver. Ræven ses sjældent, men den ramme duft af ræveurin afslører tilstedeværelsen. Der er en kunstgrav etableret i engen kort derfra - måske den er beboet?


Pædagogiske aktiviteter og overvejelser.

Som allerede tidligere nævnt, er det at have børn med på jagt i mine øjne en rigtig god måde at motivere børn til at lære noget om naturen. Børn har en naturlig nysgerrighed overfor livet og døden og i særdeleshed overfor dyr og fødevarer. Det kan give en god forståelse for "fra jord til bord" tanken. 

Vandløbssafari.

Min erfaring siger mig, at alt der har med vand at gøre, inspirerer børn. En tur rundt i vandløbet med fangstnet, sugekopper, syltetøjsglas er altid populært. Her kan fanges alt fra drabelige guldsmedelarver til "slimede" igler og fiskeyngel. Vandskorpioner og vandkalvelarver plejer gerne at tiltale drengene, mens de elegante vårfluelarver i deres huse tit inspirerer pigerne. Kort sagt er der underholdning og læring for enhver smag og i rigelige mængder.
Man kan tale fødekæder,økologi, ansvar overfor naturen og bæredygtighed m.m med børnene, bruge timer på at iagttage dyrene og måske endda tage dem med hjem en dags tid i et akvarium og slippe dem ud igen. Spørgsmålene er mange og kommer hen ad vejen. Det er ligeledes en god måde at få børn interesserede i at slå op i faglitteratur. Hvad er nu det for et dyr, og hvad lever den mon af? 

Byggeprojekter

Afhængig af alderstrin er byggeprojekter en alletiders aktivitet. i dette tilfælde kunne man forestille sig at man byggede en primitiv bro over åen, eller måske opdæmmede et område. Et fælles tredie og et fælles ansvar for processen er utroligt frugtbart for relationen og der er meget læring i ikke bare at deltage i selve den kreative proces, men også i at indgå i et teamsamarbejde og refleksionen omkring projektet. Her er opgaver for både de som bedst kan lide at regne på tingene og for dem, der foretrækker at bruge hænderne.





Kilder

Denstoredanske.dk
vakmag.com
wikipedia.com
Politikkkens naturbog
Gads fugleatlas
Liberkinds dyreliv











4 kommentarer:

  1. Hejsa Peter

    En spændende biotop - lav meget gerne en opdatering, hvordan ser der ud på biotopen nu? Har du valgt om du vil sætte gang i et plante- eller et dyrehold?

    SvarSlet
  2. Kiggede lige forbi igen - er der nyt på vej :-)

    SvarSlet
  3. Hej Ida - ja, der er nyt på vej - jeg har gang i et ormehold og der følger meget snart mere...
    Har også gang i upload af nye billeder fra oversvømmelser i vinters samt aktiviteter i forhold til biotopen...

    SvarSlet
  4. Hej Peter! Super, ser frem til at se hvad du finder på. Mvh Ib

    SvarSlet